Deklaration

På parceller af ejendommen matr. nr. 8a af Kirke Sàby by og sogn begæres følgende bestemmelser tinglyst som servitutstiftende:

A. Grundejerforeningen.

Køberen og efterfølgende ejere af parcellen er pligtige at indtræde som medlem i en grundejerforening for udstykningen omfattende de parceller, der udstykkes fra matr. nr. 8a af Kirke Såby by og sogn. Foreningens formål er at varetage parcelejernes fælles interesser herunder anlæg af veje, lys, kloak, rensningsanlæg, tilførsel af vand mv. Foreningens myndighed er generalforsamlingen, hvis beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal, således at hver parcel har 1 stemme.

Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst 3 medlemmer valgt blandt parcelejerne. Medlemmerne er pligtige til at respektere de fælles forpligtelser, der efter generalforsamlingens beslutning pålægges ejendommene til gennemførelse af fæelles opgaver. Bestyrelsen skal, efter vedtagelse på en lovlig indkaldt generalforsamling være berettiget til på de enkelte parceller at lade tinglyse tillægsdeklarationer vedrørende foreningens forpligtelser, som pantstiftende for det på generalforsamlingen fastsatte beløb. Denne foranstaltning kan sålænge grundejerforeningen ikke er dannet, foretages af sælgeren, ligesom igangsættelsen af modningen kan påbegyndes af samme. Grundejerforeningen er pligtig til på anfordring at tage skøde på de private veje og de eventuelle hørende fællesarealer. Sælgerne er ikke pligtige til at være medlem af grundejerforeningen, men har dog een stemme for hver usolgt parcel. Skulle medlemmerne af grundejerforeningen ikke respektere de af foreningen i henhold til nærværende servitutter trufne bestemmelser, og spørgsmålet indbringes for domstolene, har dette ikke suspensiv virkning, og medlemmerne er, indtil retsafgørelsen foreligger, pligtige til at opfylde de dem i henhold til beslutning pålagte forpligtelser, ligesom foreningen uanset sagsanlæg skal være berettiget til af foretage retsskridt.

B. fællesanlæg

Udgifterne i forbindelse med anlæg og vedligeholdelse af veje og stier m.v. påhviler parcelejerne. Vejanlæg skal udføres i overensstemmelse med et af sognerådet godkendt vejprojekt. De udlagte veje og fællesarealer skal stedse henligge til fri og uhindret færdsel, og udgifterne til vedligeholdelse afholdes af parcelejerne. Parcelejerne skal tåle, at der som følge af vejanlæg udføres skråninger på parcellerne uden erstatning. Kloakanlæg udføres i overensstemmelse med et af sognerådet og vandløbsretten godkendt projekt.

Udgifterne hertil påhviler parcelejerne. Udgiftsfordelingen og den fremtidige vedligeholdelse fastsættes af landvæsensretten. Forinden bebyggelse finder sted, skal parcellerne være sikret fornøden vandforsyning fra vandværk. Udgifterne hertil påhviler parcelejerne. Parcelejerne skal tåle, at eventuelle hovedledninger for vand kloak eller belysning føres over grunden.

Parcelejerne er pligtige til at tåle deklaration med eller uden pant, som myndighederne måtte forlange i forbindelse med anlæg og vedligeholdelse af veje, kloaker, vandværk og de enkelte parcellers forsyning af elektricitet.

Da byggemodningen søges løst på privat basis vil der i købstilbudene blive bestemt, at lån optaget til kloak, vej, vand, m.m. skal have første prioritet.

I tilslutningen til grundejerforeningen vil der blive oprettet et vejfond, til hvilket der med det samme skal indbetales faste ydelser, fastsat under hensyntagen til projektets prisoverslag. Vi skal samtidig gøre opmærksom på, at vi som sælgere står inde for usolgte parceller og påtager os de samme forpligtelser som grundkøberne.

C. Parkering og skiltning.

Al parkering af længere varighed udenfor arealer specielt forbeholdt dette formål er ikke tilladt. Dersom parcelejerne lader opføre garage eller carport, er disse pligtige til at anbringe den således, at der foran denne på grunden er plads til 1 automobil. Al parkering på de for udstykningen angivne 12 m brede veje er forbudt.

D. Benyttelse, bebyggelse og udstykning.

Parcellen må kun benyttes til åben og lav bebyggelse, og der må på hver parcel kun bygges eet beboelseshus for een familie, samt garage eller carport. Huset må ikke opføres i mere en een etage plus kælder og udnyttet tagetage.

For opnåelse af en god helhedsvirkning af den samlede bebyggelse skal bygningernes ydre udformning, tag og facadefarve godkendes af den stedlige byggemyndighed.

For bebyggelsen gælder bestemmelserne i byggevedtægten for Såby-Kisserup kommune. På parcellerne må ikke drives nogen art af virksomhed, som ved støv, støj, røg, ilde lugt eller på anden måde efter sognerådets skøn er til gene for de omboende. Parcellerne må ikke yderligere udstykkes.

E. Hegn og have.

Parcelejeren har fuld hegnspligt, hvor parcellerne grænser til usolgte parceller. I øvrigt er der hegnspligt efter lovgivningens almindelige regler. Den ubebyggede del af parcellen skal stedse være anlagt som have, og som sådan holdes fri for ukrudt. Der må ikke på parcellen findes beplantning, der ved skygge eller uhæmmet vækst kan blive til en væsentlig ulempe for naboer. Der må ikke på parcellen plantes poppel, bævreasp eller andre skovtræer, bortset fra birke og nåletræer.

Nærværende deklaration respekterer alle på ejendommen nu tinglyste servitutter og andre byrder, hvorom henvises til ejendommens blad i tingbogen.